Sämundur den frode sejlede ud og gik i Den sorte Skole. Der var ingen skole- mester at se i Den sorte Skole, men alt hvad man ville vide stod skrevet på väggen. Over indgangsdören til Den sorte Skole - på indersiden - stod det skrevet fölgende: "Gå kun ind, själen er tabt". Der var den regel i skolen at alle der kom i den, skulle blive der i trew år. Alle der blev färdige samme år, skulle forlade skolen på samme dag og samme tid, og fanden måtte altid tage den der gik sidst ud, og derfor kastede de som regel lod om hvem der skulle väre sidst. Man skulle gå op ad en trappe for at komme ud af skolen. En gang var der tre isländinge i Den sorte Skole, Sämundur, Kálfur Árnason og Hálfdan der senere blev präst ved Fell i Sléttuhlid i Skagafjord på Nordisland. De var färdige samtidig, og Sämundur tilböd så at gå sidst ud af skolen. Det blev de andre glade for. Da Sämundur gik op ad trappen og stod i udgangsdören, skinnede solen lige imod ham, og han kastede skygge på väggen. Da nu fanden ville til at tage Sämundur sagde han "Jeg er ikke den sidste. Kan du ikke se ham der kommer bag- efter mig?" Fanden greb så efter skyggen som han troede var et menneske, og Sä- mundur slap ud med dören lige i Hälene. Fra de af havde Sämundur ingen skygge, for fanden beholdt hans skygge.


2. Sämundur får prästekaldet på Oddi.

Da Sämundur, Kálfur og Hálfdan blev färdige i den Sorte Skole, var prästekaldet på Oddi ledigt, og de bad alle tre kongen om at give sig det. Kongen vidste udmärket godt hvem han havde at göre med og sagde at den af dem der kom först til Oddi skulle få embedet. Så går Sämundur straks hen og kalder på fanden og siger "Svöm nu til Island med mig, og hvis du sörger for at jeg kommer i land der uden at mine kjolesköder bliver våde, så må du tage mig." Det gik fanden med til, forvandlede sig til en säl og svömmede af sted med Sämundur på ryggen. Undervejs sad Sämundur hele tiden og läste i psalteren. Inden der var gået länge var de kommet ind under land ved Island. Så slår Sämundur sälen i hovedet med psalteren, så den dukker under, men Sämundur springer af og svömmer i land. Såden gik fanden glip af sin lön, Men Sämundur fik kaldet på Oddi.


3. Fluen:

Fanden var altid sur på Sämundur den frode. fordi det ärgrede ham at han altid blev den lille over for ham. Han försögte derfor på alle mulige måder at hävne sig på ham selv om det aldrig lykkedes. En gang gjorde han sig til en lillebitte flue og satte sig under skindet på mälken i Sämunds madskål, og sådan havde han tänkt sig at blive slugt af ham så han döde af det. Men da Sämundur tog madskålen, så han straks fluen, han fik slået skindet rundt om den og slog en fosterhinde uden om det hele og lagde pakken på alteret. Der måtte fluen pänt blive liggende under hele den näste messe som Sämundur forrettede. Da det var sket åbnede Sämundur pakken og slap fanden fri. Men det siges at fanden aldrig har fölt sig så skidt tilpas som da han lå på alteret mens Sämundur forrettede messe.